Efter 3 lange dage i Ella, skulle vi endelig videre.
Vi havde hjemmefra bestilt togbilletter fra Ella til Nuwara Eliya. Dette var af flere beskrevet som en kæmpe oplevelse. Udsigten skulle være fantastisk. Det kostede ikke meget og man blev opvartet undervejs, med kolde klude, mad, drikke mv.
Togturen strakte sig over 65 kilometer i bjergene, men var estimeret til 3 timer.
Flere steder skal tog passere hinanden og dette kunne nemt afføde ventetider på halve til hele timer, da der kun er et spor.
Der gik kun toge få gange dagligt fra Ella, hvilket gjorde at stationen og skinnererne oftere blev brugt til spadsereture. Således kom flere gående til og fra stationen, mens vi ventede på toget.
Billederne vi tog undervejs, kan på ingen måde retmæssigt vise de sceneri vi så undervejs. Især begyndelsen på turen bød på storslåede bjergformationer, brusende vandfald og enorme kontraster.
Man kunne vælge om man ville sidde indenfor eller udenfor.
Alva og Adam tilbragte den første time udenfor og iagttog livligt køreturen. Alva havde derefter fået nok og lagde sig til at sove for resten af turen. Liva blev lettere køresyg af den ret bumlede tur på skinner.
Så vi nærmede os Nuwara Eliya begyndte vi at se flere og flere af de for Sri Lanka berømte te marker.
Flere slugter og tunneller bød køreturen også på. Overalt er der grønt og frodigt.
Mangfoldigheden af træer, buske og andre planter var også bemærkelsesværdig. Det var sjovt at observere, hvorledes beplantningen ændrede sig langs køreturen.
Vi begyndte i 1000 meters højde i Ella og sluttede i Nuwara Eliya som ligger i 1900 meters højde.
Da vi ankom til Nuwara Eliya, var temperaturen faldet mærkbart, hvilket næsten var en befrielse og vi var næsten på højde med skyerne.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar